Hvis du har mistanke om, at et barn oplever vold i hjemmet, er det vigtigste at handle roligt og hurtigt. Lyt til barnet uden at presse, skriv ned hvad du har set og hørt, og underret kommunen. Ring 112, hvis barnet eller moren er i akut fare. Du behøver ikke have bevis eller være sikker. Det er kommunens opgave at undersøge sagen, og din opgave er at reagere, når noget ikke føles rigtigt. Her får du en trin-for-trin-guide til at genkende tegnene, tale med barnet og sende bekymringen videre til dem, der kan hjælpe.
- Børn tager skade af at være vidne til vold, også selvom de selv aldrig bliver slået.
- I samtalen skal du lytte, tro på barnet og aldrig love at holde det hemmeligt.
- Konfrontér ikke den voksne, du mistænker. Det kan gøre situationen farligere for både barn og mor.
- Fagpersoner har pligt til at underrette kommunen, og som privatperson har du også en pligt, hvis du får kendskab til, at et barn udsættes for vold.
Når et barn oplever vold i hjemmet – også uden at blive slået selv
Mange tror, at vold kun gælder, når barnet selv bliver ramt. Men et barn, der hører skænderier, trusler, smækkede døre eller slag fra stuen ved siden af, lever i konstant alarmberedskab. Det ser sin mor blive nedgjort, skræmt eller slået, og det kan ikke gøre noget ved det. Børn kan også blive ramt direkte, når de forsøger at gå imellem, eller fordi vreden rettes mod dem.
Barnet vil sjældent selv fortælle det. Mange børn skammer sig, er loyale over for begge forældre eller har fået at vide, at “det her sker kun hos os, og det skal vi ikke tale om”. Derfor er voksne omkring barnet, fx lærere, pædagoger, naboer, trænere og venners forældre, ofte dem, der først opdager noget.
Hvis du kender barnets mor og taler med hende, kan hun have brug for et akut og sikkert sted at bo sammen med barnet. Det kan være nødvendigt, når volden er alvorlig, eller når hun frygter, at situationen eskalerer ved et brud. På Sjælland findes krisecenter Sjælland, Kalundborg Krisecenter, som tilbyder ophold og rådgivning til voldsramte kvinder og deres børn. Også pårørende og andre, der møder en voldsudsat kvinde, kan ringe for vejledning, selvom de ikke selv er den, der er udsat.
Adfærdssignaler hos børn i voldsramte hjem
Der findes ikke ét sikkert tegn. Børn reagerer forskelligt, og de samme signaler kan have andre forklaringer, fx skilsmisse, sygdom eller mobning. Det afgørende er, om du ser en forandring, flere signaler samtidig, eller noget der varer ved. Her er nogle typiske mønstre fordelt på alder.
Små børn
- Klyngende adfærd og voldsom adskillelsesangst
- Søvnproblemer, mareridt eller tidligere overstået “uheld” som tissen i sengen
- Tilbagefald i sproget eller andre færdigheder, barnet allerede havde lært
- Kraftige vredesudbrud eller det modsatte: et usædvanligt stille og forsigtigt barn
- Leg, hvor dukker eller figurer slås, skriger eller truer hinanden
Skolebørn
- Svært ved at koncentrere sig, fordi barnet er på vagt eller træt
- Mavepine og hovedpine uden klar årsag, især om morgenen
- Konflikter med kammerater, eller at barnet trækker sig fra fællesskabet
- Overdreven pligtopfyldenhed og frygt for at lave fejl
- Uforklarlige blå mærker eller forklaringer, der ikke passer med skaderne
- Gentagne fravær eller modvilje mod at gå i skole eller, omvendt, mod at tage hjem. Læs mere i Skolefravær: når dit barn ikke vil i skole
Teenagere
- Aggressiv adfærd, grænseoverskridende opførsel eller at nogle tager ansvar for yngre søskende
- Stigende fravær fra hjemmet, skolen eller aftaler
- Selvskade, spiseforstyrrelser, ængstelighed eller nedtrykthed
- Brug af rusmidler for at dulme
- Svært ved at stole på voksne eller at sige noget om det, der foregår derhjemme
Hold også øje med, hvordan barnet reagerer på afhentning. Er barnet bange for at komme hjem? Bliver det ængsteligt, når en forælder ringer? Er moren ofte “forhindret” i at komme til forældresamtaler, eller virker hun nervøs og undskyldende over for barnets adfærd? Det er ikke beviser, men det er mønstre værd at notere.
Sådan taler du med barnet første gang
Den første samtale skal ikke afklare, om der er vold. Den skal give barnet en oplevelse af, at der er en voksen, der lægger mærke til det og tør lytte. Vælg et roligt øjeblik uden andre børn omkring, men uden at barnet bliver trukket ud af klassen med stor opmærksomhed. En gåtur, en bilfærd eller en aktivitet side om side er ofte lettere end at sidde ansigt til ansigt.
- Start med det, du har set. “Jeg har lagt mærke til, at du har været meget stille på det seneste. Jeg tænkte på, hvordan du har det.”
- Stil åbne spørgsmål. “Hvordan er det derhjemme for tiden?” eller “Er der noget, du går og tænker meget på?”
- Lad stilheden stå. Børn har brug for tid. Du behøver ikke fylde tomrummet.
- Tro på det, barnet siger. “Tak, fordi du fortæller mig det. Det var modigt.” Undgå at stille spørgsmålstegn ved detaljer.
- Fortæl, at det ikke er barnets skyld. “Det er aldrig børns ansvar, når voksne skændes eller er voldelige.”
- Vær ærlig om, hvad du gør bagefter. “Jeg kan ikke love at holde det hemmeligt, for jeg vil sikre, at du og din mor er trygge. Jeg skal tale med nogen, der kan hjælpe.”
Nogle børn svarer ikke, afviser alt eller siger “der er ikke noget”. Det er ikke et nej til hjælp. Sig, at døren stadig står åben: “Du kan altid komme til mig, også en anden dag.” Hold derefter fast i en lille, forudsigelig kontakt, fx et smil, en kort snak eller en fast opgave, så barnet oplever, at du er pålidelig.
Barnet kan også få hjælp andre steder. Børns Vilkår driver BørneTelefonen på 116 111, hvor børn og unge kan tale anonymt med en voksen. Det kan du fortælle barnet om.
Typiske fejl i samtalen – og hvad du gør i stedet
Gode intentioner kan give bagslag. Disse fejl ses oftest:
- At udspørge barnet. Mange spørgsmål, især ledende spørgsmål som “slår din far din mor?”, kan gøre barnet utrygt og i værste fald påvirke en senere børnesamtale hos politi eller kommune. Lyt og notér i stedet.
- At love tavshed. Hvis du lover at holde det hemmeligt og senere må underrette, mister barnet tilliden. Vær hellere ærlig fra start.
- At sige noget negativt om forælderen. Barnet kan elske en forælder, der er voldelig. Sig i stedet: “Det er ikke i orden, at nogen gør dig eller din mor bange.”
- At konfrontere den voksne, du mistænker. Det kan øge risikoen for, at barnet eller moren bliver udsat for gengældelse, eller at barnet bliver presset til at tie.
- At love, at “nu bliver alt godt”. Du kan ikke garantere udfaldet, men du kan love, at du gør noget.
- At afvente, til du er helt sikker. Bekymringen er nok. Vent ikke på, at barnet siger det højt.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en konkret situation, kan du få sparring hos kommunens børne- og familieafdeling eller hos et krisecenter. Du kan ringe, før du har besluttet dig for at underrette.
Underretning: hvornår og hvordan du handler videre
Underretningspligten findes for at sikre, at børn får hjælp i tide. Fagpersoner som lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og dagplejere har en skærpet pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til eller mistanke om, at et barn udsættes for vold eller andre overgreb. Det gælder også, når de kun har en begrundet bekymring. Som privatperson har du også pligt til at underrette, hvis du får kendskab til, at et barn udsættes for vold. Reglerne findes i dag i barnets lov, og du kan læse mere på Social- og Boligstyrelsens og kommunernes hjemmesider.
Sådan gør du i praksis
- Er der akut fare? Ring 112. Ved mindre akutte forhold kan du kontakte politiet på 114.
- Skriv ned, hvad du har set og hørt. Dato, tidspunkt, konkrete observationer og barnets egne ord, så ordret som muligt. Undgå fortolkninger som “han er voldelig”. Skriv i stedet “barnet fortalte, at far skubbede mor ind i væggen”.
- Underret barnets bopælskommune. De fleste kommuner har en digital underretningsblanket på deres hjemmeside. Du kan også ringe til børne- og familieafdelingen.
- Beskriv også barnets trivsel og din kontakt til barnet. Det hjælper kommunen med at vurdere alvoren.
- Underret uanset om andre allerede har gjort det. Flere underretninger kan tilsammen give et mere præcist billede.
Du skal ikke selv undersøge sagen eller afgøre, hvem der har ret. Du skal kun beskrive din bekymring, så kommunen kan handle. Hvis du er i tvivl om, hvornår bekymringen er stor nok, kan du læse Bekymret for dit barn? Fra første mistanke til at søge hjælp.
Samarbejde med skole og SSP
Hvis du er forælder til et barn, der er ven med barnet, eller hvis du kender barnet gennem en forening, kan du gå til barnets kontaktlærer, pædagog eller skolens leder. Skolen kender barnet i hverdagen og har pligt til at underrette, men den ved ikke altid, hvad der foregår hjemme. Dine observationer kan derfor være en vigtig brik.
Skolen kan blandt andet:
- Tage en fortrolig, tryg samtale med barnet
- Inddrage skolens sundhedsplejerske eller en AKT-vejleder
- Sørge for, at barnet har en fast voksen at gå til, også når det er svært
- Underrette kommunen og følge op, hvis barnets trivsel ændrer sig
SSP-samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi arbejder med forebyggelse og kan være en vej ind, hvis bekymringen også handler om barnets egen adfærd, fx vold, rusmidler eller kriminalitet. Du kan læse mere om, hvem der gør hvad, i SSP-samarbejdet forklaret: hvem gør hvad, og hvornår kan du kontakte det?.
Sådan støtter du moren og barnet i praksis
Hvis du kender moren, kan din støtte gøre en stor forskel. Tal med hende, når hun er alene, og ikke via beskeder eller opkald, som en voldelig partner kan overvåge. Brug rolige, ikke-dømmende sætninger: “Jeg er bekymret for dig og børnene. Jeg bebrejder dig ikke noget. Jeg vil gerne hjælpe, hvis du vil.” Pres hende ikke til at forlade sin partner. Mange kvinder har gode grunde til at vente, og perioden omkring et brud kan være den farligste.
Du kan henvise til følgende:
- Kalundborg Krisecenter på telefon 59 56 42 43. Kontoret har åbent på hverdage kl. 7–20 og lørdage kl. 9–15. Her kan hun få råd, vejledning og visitation til ophold med sine børn.
- Lev Uden Vold på telefon 1888, en national hotline om vold i nære relationer, som kan bruges uden for krisecentrets åbningstid.
- 112 ved akut fare.
- Kommunens børne- og familieafdeling, hvis familien har brug for støtte til barnet.
Hjælp hende med små, praktiske ting: Hvor kan hun opbevare vigtige papirer? Hvem kan hun ringe til? Hvad skal barnet vide, hvis der opstår fare? Selv små aftaler kan skabe tryghed.
Ofte stillede spørgsmål
Skal jeg underrette, hvis jeg kun har en mistanke?
Ja. Du behøver ikke have bevis eller sikker viden. En begrundet bekymring er nok til at underrette. Det er kommunens opgave at undersøge, om der er grundlag for at hjælpe familien.
Får forældrene at vide, at det er mig, der har underrettet?
Kommunen skal følge reglerne om partsaktindsigt, og det kan i nogle tilfælde betyde, at forældre kan få oplyst, hvad der står i en underretning. Spørg derfor kommunen om mulighederne, inden du underretter, hvis du er bekymret for din egen sikkerhed. Det må aldrig afholde dig fra at underrette, hvis et barn er i fare.
Hvad hvis barnet siger, at jeg ikke må fortælle det til nogen?
Fortæl, at du er glad for, at barnet har betroet dig det, men at du ikke kan love at tie, fordi du vil sørge for, at barnet er trygt. Forklar kort og roligt, hvad du vil gøre. Det er bedre end at bryde et løfte senere.
Kan et barn og dets mor komme på krisecenter uden at have forladt hjemmet endnu?
Kvinder kan kontakte et krisecenter for råd og vejledning, uden at de har taget en beslutning om at flytte. Ring til krisecentret eller til Lev Uden Vold på 1888, så kan I tale om situationen, og om et ophold er relevant.
