Start med at skrive ned, hvad du konkret har set, og tal derefter roligt med din teenager. Bliver bekymringen ved, eller peger flere ting i samme retning, så kontakt skolen eller lægen, og brug kommunens gratis og anonyme rådgivning eller ForældreTelefonen. Du behøver ikke være sikker på, at noget er galt, før du søger råd. Er nogen i fare her og nu, ringer du 112. Resten af guiden går trinnene igennem i rækkefølge, så du kan vælge dit næste skridt.
Trin 1: Notér, hvad du faktisk har set
Uro kan føles stor og være svær at forklare. En kort liste gør den håndterbar og hjælper dig med at skelne mellem et dårligt øjeblik og et mønster.
- Skriv det, du har set eller hørt, ikke dit gæt om årsagen. “Kom hjem efter aftalt tid tre gange” er en observation. “Hun har fået dårlige venner” er en tolkning.
- Skriv ned, hvornår det skete, og hvad der var anderledes end før: søvn, appetit, humør, skolegang, venner, interesser.
- Læg mærke til, hvad der er uændret. Det viser ofte, at ikke alt er galt.
- Spørg den anden voksne i hjemmet, om vedkommende ser det samme.
Eksempel (opdigtet): En forælder noterer over to uger: “Fredag og lørdag hjem senere end aftalt. Siger ikke noget om, hvem hun har været sammen med. Har droppet håndbold, som hun ellers har gået til i flere år. Sover længe i weekenden, men er ellers den samme ved aftensmaden.” Noterne viser både tegn på forandring og noget, der stadig er trygt. De giver et bedre afsæt for en samtale end “du har ændret dig”.
Trin 2: Tal med din teenager
Vælg et tidspunkt uden tidspres og uden publikum. Nogle unge taler lettere, mens I gør noget andet, for eksempel kører bil eller laver mad.
- Begynd med det, du har set, og sig, at du er bekymret, ikke vred.
- Stil åbne spørgsmål, og lyt mere, end du taler.
- Undgå at kræve svar med det samme. Det er i orden at sige, at I tager samtalen igen i morgen.
- Fortæl, hvad du selv vil gøre, hvis bekymringen bliver ved, for eksempel at kontakte skolen. Så bliver det ikke en overraskelse.
Samtalen kan hænge sammen med konkrete aftaler om fester og telefon. Weekendtjekket kan være en nem måde at tale om en bestemt aften på: Weekendtjek før festen. Om telefonen kan du læse mere i guiden om telefon og sociale medier.
Trin 3: Kontakt skolen eller lægen
Skolen ser din teenager i et andet miljø end du. Kontakt en lærer eller kontaktperson, og del dine observationer i stedet for en konklusion. Spørg, om de har set noget lignende, og hvordan det går med venner og fravær. Handler bekymringen om fravær, kan du læse videre i guiden om skolefravær.
Er du bekymret for barnets fysiske eller psykiske tilstand, er lægen det rigtige sted. Ifølge Patienthåndbogen på sundhed.dk kan unge selv bestille tid hos lægen. Er den unge under 18 år, skal forældre som udgangspunkt informeres om deres børns forhold og sundhed, men der kan være tilfælde, hvor tavshedspligt over for forældrene er nødvendig. Det kan derfor ske, at din teenager taler med lægen på tomandshånd, uden at du får hele samtalen at vide. Vurderingen og eventuel behandling hører under lægen, og denne guide siger ikke noget om dem.
Trin 4: Brug rådgivning, også når du er i tvivl
Du behøver ikke have en klar sag for at ringe. Ifølge borger.dk kan man som forælder få rådgivning og hjælp i mange forskellige situationer. Kommunen skal hjælpe anonymt, og mange private organisationer tilbyder også gratis rådgivning.
- Kommunen: Efter barnets lov § 29 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at forældre med børn og unge kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Find kommunens tilbud på din kommunes hjemmeside.
- ForældreTelefonen: Er du i tvivl om dit barns trivsel, kan du ifølge borger.dk om børn i mistrivsel ringe og få gratis og anonym rådgivning hos ForældreTelefonen hos Børns Vilkår.
- SSP: Handler uroen om omgangskreds, fester eller kriminalitet, kan du læse, hvordan skole, socialforvaltning og politi samarbejder, i guiden om SSP-samarbejdet.
Får du kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, gælder der en særlig regel. Ifølge borger.dk har alle, der får kendskab til det, pligt til at underrette kommunen. Det samme gælder, hvis barnet lever under forhold, der kan bringe dets sundhed eller udvikling i fare. Underretningen kan også ske anonymt, og pligten gælder også, når det er et andet barn end dit eget, du er bekymret for.
Hvornår du ringer 112
Står du i en alvorlig situation, hvor du eller dit barn har brug for hjælp med det samme, skal du ringe 112, jf. borger.dk. Vent ikke, og brug ikke tid på at vælge mellem rådgivningstilbud. Det gælder for eksempel, hvis din teenager er bevidstløs eller i fare for sit liv, eller hvis nogen udsætter barnet for vold. Kan du ikke vurdere, om der er fare for liv, så ring 112 og forklar situationen. Er det ikke akut, men du er bekymret for dit barns helbred, så kontakt egen læge eller lægevagten.
Hvornår du ikke skal vente
Små ændringer kan vente et par dage, mens du observerer og taler med barnet. Tag fat i skole, læge eller rådgivning, hvis:
- ændringerne har stået på længe eller bliver tydeligere,
- de påvirker skolegang, søvn, appetit eller venskaber,
- din teenager trækker sig fra familien og fra alle, han eller hun plejer at være sammen med,
- du får mistanke om mobning, pres fra andre eller brug af rusmidler.
Overreagerer du, koster det typisk en akavet samtale. Venter du for længe, kan et problem nå at vokse. Derfor er det rimeligt at søge råd tidligt.
Grænser for denne guide
Guiden hjælper dig med at vælge første skridt. Den stiller ikke diagnoser og vurderer ikke behandling eller medicin; det hører til lægen og sundhedsfaglige kilder. Den giver heller ikke juridisk rådgivning, for eksempel i sager om forældremyndighed, bopæl eller anbringelse. Hvad du kan få hjælp til, og hvordan det foregår, afhænger af din kommune og din families situation. Spørg kommunen eller en rådgiver, hvis du er i tvivl. Teenguiden er en privat drevet guide og kan ikke tage imod eller behandle konkrete sager. En bekymring for et bestemt barn hører hjemme hos skolen, kommunen eller lægen, og handler det om kriminalitet, hos politiet. Du kan se, hvordan sitet arbejder med kilder, på Sådan arbejder vi, og finde flere emner under Hjælp og bekymring.