Når forældre går fra hinanden: sådan taler I med teenageren

Fortæl det, så vidt muligt sammen, i et roligt øjeblik og uden at vente længere end nødvendigt. Sig kort og sandfærdigt, at I går fra hinanden, hvad der konkret ændrer sig for teenageren i nærmeste fremtid, og at beslutningen ikke er teenagerens skyld eller ansvar. Giv derefter plads til spørgsmål og reaktioner, også de uvenlige. Aftal bagefter, at de vigtigste rammer om fest, telefon og skole er de samme i begge hjem, og at teenageren ved, hvor man kan få hjælp ud over jer.

Før samtalen: aftal, hvad I vil sige

Samtalen går som regel bedst, når forældrene har aftalt indholdet på forhånd. Det kræver ikke, at I er enige om alt, men at I ikke kommer til at modsige hinanden foran barnet.

• Hvad er besluttet, og hvad er endnu uafklaret? Sig kun det første som faste fakta. Det er bedre at sige “det ved vi ikke endnu, og vi fortæller dig det, når vi ved det” end at gætte.
• Hvad skal teenageren vide om de nære dage? Hvem flytter hvornår, hvor sover teenageren, og hvad sker der med skole, venner og fritidsaktiviteter?
• Hvad holder I uden for samtalen? Skyld, uenigheder om økonomi og detaljer om jeres parforhold hører ikke hjemme hos et barn, der skal leve i begge hjem.
• Hvornår og hvor? Vælg et tidspunkt, hvor der er ro bagefter, og ikke lige før en prøve, en fest eller en rejse.

Under samtalen: kort, konkret og med plads til reaktion

Teenagere tager det ind på vidt forskellige måder. Nogle bliver vrede, nogle stille, nogle spørger om praktik, og nogle går ind på værelset. Ingen af delene er forkerte.

• Brug almindeligt sprog og få ord. Lange forklaringer gør ofte, at det vigtigste forsvinder.
• Sig tydeligt, at teenageren stadig har to forældre, der er der for vedkommende.
• Spørg åbent, fx “Hvad fylder mest hos dig lige nu?”, og lad stilheden stå.
• Lad være med at kræve en reaktion på stedet. Sig, at I gerne tager samtalen op igen, når teenageren har tænkt over det.
• Undgå at bede teenageren vælge side, overbringe beskeder mellem jer eller trøste den af jer, der har det værst.

Efter samtalen: hold døren åben

Den første samtale er sjældent den eneste. Tag det op igen med dage eller uger imellem, og vær opmærksom på ændringer i søvn, skolegang, venner og humør. Det er ikke i sig selv tegn på, at noget er galt, men det er værd at lægge mærke til. Hvis uroen varer ved, kan du få hjælp til at tage næste skridt i guiden Bekymret for dit barn? Fra første mistanke til at søge hjælp.

Fælles rammer på tværs af to hjem

Teenagere mærker hurtigt, hvis reglerne er forskellige. Det er ikke nødvendigt, at begge hjem er ens i alt. Men de få regler, der handler om sikkerhed og hverdagens rytme, bør være de samme. Det gælder typisk fire områder:

• Fester og aftener ude: hvornår teenageren er hjemme, hvordan hjemturen foregår, hvilke voksne der er til stede, og hvad teenageren gør, hvis noget går galt. Se Weekendaftaler før festen. I kan gå punkterne i Weekendtjek før festen igennem sammen med teenageren i begge hjem, så spørgsmålene er de samme.
• Telefon og skærm: telefonfri tid, natten og deling af billeder. Se Telefon og sociale medier: aftaler, der holder til hverdagen.
• Skole: hvem skolen kontakter, hvordan fravær meldes, og hvem der følger op på lektier og samtaler. Aftal, at begge forældre får de samme oplysninger.
• Beskeder: hvordan I giver hinanden besked om ændringer, så teenageren ikke bliver budbringer.

Et arbejdseksempel

Eksempel (opdigtet): personer og detaljer er fiktive. Mette og Karim er gået fra hinanden. Deres datter Sofie er 15 og skal til klassefest en fredag. Før festen skriver de tre fælles aftaler ned på samme side: Sofie er hjemme senest kl. 23.30, uanset hvilket hjem hun skal sove i. Hun ringer, hvis planerne ændrer sig, og den af forældrene, hun har ringet til, giver den anden besked bagefter. Hvis hun har brug for at blive hentet, ringer hun til den, hun er tættest på, og får et ja uden spørgsmål den aften. Spørgsmålene tager de op dagen efter. Hun får siden med i begge hjem. Det vigtige er ikke tidspunktet, men at reglen er den samme hos begge, og at Sofie ikke skal vurdere, hvilken forælder hun bedst kan spørge.

Hvor kan I få hjælp?

Der findes gratis hjælp, både til jer og til teenageren selv:

• Teenageren kan ringe anonymt til Børnenes Skilsmissetelefon på 20 600 550. Det er Familieretshusets anonyme telefonrådgivning til børn og unge, hvor børnerådgivere kan hjælpe med tanker, følelser og spørgsmål efter forældrenes skilsmisse. Ifølge borger.dk har telefonen åbent mandag til fredag kl. 11-16. Børns Vilkår har også en anonym telefonrådgivning, BørneTelefonen på 116 111. Skriv gerne numrene et sted, hvor teenageren kan se dem.
• Har I brug for hjælp til forældresamarbejdet og til aftaler, der fungerer for barnet, tilbyder Familieretshuset gratis børnesagkyndig rådgivning. Den er også et tilbud til børn.
• Familieretshuset har gratis tilbud til delte familier, bl.a. en rådgivnings- og afklaringssamtale for forældre, der er gået fra hinanden inden for de seneste 3 måneder, og forældresamarbejdskurser.
• Efter barnets lov § 29 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at forældre med børn og unge kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Hvad kommunen konkret tilbyder, og hvordan man kontakter den, finder I hos jeres egen kommune.

Hvis I overvejer privat familierådgivning

Nogle vælger en privat rådgiver eller en terapeut i stedet for eller ud over de offentlige tilbud. Priserne varierer, så spørg om pris, varighed og afbestillingsregler, før I booker. Spørg også:

• Hvilken uddannelse og erfaring har rådgiveren med teenagere og delte familier?
• Skal begge forældre være med, og kan teenageren tale med rådgiveren alene?
• Hvad er målet med forløbet, og hvordan følger I op?
• Hvad sker der med de oplysninger, I giver?

Vær på vagt over for rådgivere, der lover bestemte resultater, eller som tager parti for den ene forælder. Rådgivningen skal hjælpe jer med at samarbejde om teenageren, ikke afgøre, hvem der har ret.

Grænser: hvad guiden ikke dækker

Guiden giver ingen juridisk rådgivning om forældremyndighed, bopæl eller samvær. Har I spørgsmål dér, skal I kontakte Familieretshuset eller en advokat. Guiden stiller heller ikke diagnoser og erstatter ikke læge eller psykolog. Hvis teenageren virker vedvarende nedtrykt, trækker sig fra alt, eller I er bekymrede for, om vedkommende har det dårligt, så tal med egen læge eller skolen. Hvis nogen er i akut fare, ring 112.

Hvor meget teenageren kan og vil tale, afhænger af alder, personlighed og af, hvordan bruddet er foregået. Det gælder også, om fælles aftaler er realistiske. Er samarbejdet mellem jer meget belastet, kan en neutral tredjepart hjælpe, fx Familieretshusets børnesagkyndige rådgivning. Flere guider om hverdagen finder I under Hjælp og bekymring.